Sidste nyheder
Kort introduktion
Dette er hjemmesiden for Grundejerforeningen Nivåpark. En samling af 48 ejerboliger beliggende i Nivå tæt på den fredede ådal.
Her kan du læse mere om foreningen og finde mange nyttige informationer
Læs herunder mere om …
Om Nivåpark
Med god beliggenhed midt i Nivå tæt på skole, kystbanestation, indkøbscenter, idrætshal og daginstitutioner, i eftertragtet område, ligger bebyggelsen Nivåpark, som består af 48 parcel og rækkehuse opført omkring 4 boligveje. De første 24 huse omkring boligvej 1 og 2 blev opført i 1980 af Dansk Familiehus. Samtidig blev grundejerforeningen oprettet ved en stiftende generalforsamling d. 17. maj 1982.
Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesser. Det er primært vedligeholdelse af veje og fællesarealer. Foreningen arbejder med andre emner, der har interesse for medlemmerne, som lokalplanen for området, internet forbindelse, snerydnings ordning og regler for tilbygning.
I 1985 opførte typehusfirmaet Bûlow og Nielsen, yderligere 12 huse omkring vej 3 og sidste etape blev opført i 1986 omkring vej 4, således at bebyggelsen i dag består af i alt 48 huse.
Husene varierer i størrelse fra 100 m² til ca. 150 m², opført som tæt lav bebyggelse og består af kædevillaer og rækkehuse, i gule mursten og med røde tegltage. Fællesarealerne mellem boligvejene er anlagt med græs, samt beplantet med træer i varierende sorter. Mellem boligvejene er der legepladser til børnene.
I dag er beboerne typisk mennesker fra midt i halvtredserne og opefter, hvor børnene er flyttet hjemmefra. I de seneste år er der dog begyndt at tilflytte en del børnefamilier.
Der er rig mulighed for at nyde naturen i det naturfredede område Ådalen, som ligger i få minutters gå afstand. Her støder man på Langstrupstien, som løber fra Nivå havn til Fredensborg. Nivå Havn og Strandpark, Lave skov og Nivågårds Malerisamling, er også lige i nærheden. Området har mange fritidsaktiviteter, er man til motionsløb er der hos Nivå trim, muligheder for både nybegyndere og øvede.Via de lukkede stisystemer kommer man nemt omkring i byen, uden at komme i konflikt med den kørende trafik.